eRoning

Det er dejligt at ro på åen om sommeren, men man kan også ro om vinteren - i ergometre.

Så er du klar til sved på panden til god musik og i godt selskab hvor du styrker både ryg, ben, baller og arme, så skal du prøve Ribe Roklubs eRoning.

Hvad er eRoning? 

I eRoning ror du i romaskine mens du følger en instruktionsvideo på storskærm. Instruktionsvideoerne er for alle kategorier af roere lige fra hygge-roeren til elite-roeren. Alle instruktørerne er tidligere landsholdsroere.

eRoning er til dig der gerne vil træne styrke og kondition i fællesskab med andre.  

Videoinstruktørerne guider os igennem varieret og motiverende træning. Vi går ikke op hvor hårdt du ror, men hvordan du ror. Vi hjælper dig til korrekt ro-teknik så du undgår skader. Vi sætter pris på fællesskabet, og vi mener det når vi siger - eRoning er for alle.

Ud over de virtuelle instruktører er der i begyndelsen af sæsonen også erfarne roere fra klubben, der hjælper lokalt. Både med det tekniske med videoerne, med maskinerne og romæssigt. Efter introduktionsforløbet, når du er blevet dus med teknikken, kan du tage ned og træne hvornår som helst. Der vil være faste hold i løbet af vintersæsonen - hold dig orienteret i aktivitetskalenderen her i oversigten til højre.

Hvordan kommer du i gang? 

Klik på aktivitetskalenderen og book din prøvetime. Første gang må du gerne komme 20 min før timen starter. Det giver os tid til lige at hilse på dig, du kan nå at klæde om, og vi kan vise dig vejen til ergometerlokalet samt hjælpe dig med indstilling af romaskinen.  

Er du allerede medlem af Ribe Roklub, kan du tilmelde dig aktiviteten med det samme - ellers kan du blive medlem her.

Det er gratis at blive introduceret til eRoning. Når du efter et par gange beslutter dig for at fortsætte, så skal du melde dig ind i Ribe Roklub - og så skal du bare klø på. Ved efterårstilmelding betaler man reduceret kontingent frem til standerhejsning (600,- kr. frem til 30. marts 2024). 

Et medlemskab i Ribe Roklub giver adgang til ubegrænset træning i roklubben. I vinterhalvåret er der svømning i Ribe Svømmehal hver lørdag formiddag kl. 9.30 - 11.00. 

Vi oplever at mange melder sig ind i Ribe Roklub fordi de søger ergometer-roning som træningsform.  Flere bliver efterfølgende tiltrukket af roningen og kommer med på vandet, men det er ikke en forudsætning.  

Hvad kan du forvente? 

En normal holdinstruktion og træning varer ca. 60 minutter. Roning ser meget enkelt ud, men det er en serie af bevægelser der stiller store udfordringer til din koordination. Nogle rammer den rent første gang, andre skal bruge flere gange.  
Roning er den sportsgren der bruger næstflest muskelgrupper. 
 

Vi hjælper dig med at forbedre din teknik løbende undervejs

Hvad skal du medbringe?  

eRoning kræver ikke noget specielt udstyr. Du skal bare komme i almindeligt sportstøj og et par indendørs kondisko. Husk en drikkedunk og tag gerne din telefon med, så vi kan lave lidt video af dig og gennemgå din roteknik.  

Hvis du gerne vil finde lidt inspiration til mere tekst omkring tøj, så kan du med fordel se her: https://www.eroning.dk/hvilket-toj-skal-jeg-bruge 

Vi glæder os til at se dig.